Familien Conrau

En tysk-dansk slægt CONRAU

Efterkommerne af Christian Friedrich Conrau

Navnet Conrau er ikke særlig udbredt i verden, ikke engang i Tyskland, som det stammer fra. En søgning på internet vil give et par fund fra Europa og ellers mange fra Australien.

Navnet har sit udspring i området nordvest for Magdeburg. Her ligger der en lille by ved navn Kunrau, men faktisk har slægten mest levet i en noget større by 15 km mod syd, nemlig Oebisfelde. Her kan man i de gamle kirkebøger finde mange personer af slægten. Efternavnet staves fra begyndelsen lidt varierende: Kunrau, Cunrau, Konrau og altså Conrau, som blev den dominerende form i den gren, der senere kom til Slesvig og Danmark. En stamtavle over familien fra dens udspring i Oebisfelde findes her. Undskyld, at det har varet så længe, før denne stamtavle blev gjort færdig og ført frem til den slesvigske og den danske gren!

St. Nicolai-Kirche, Oebisfelde

St. Nicolai-Kirche i Oebisfelde, hvor mange medlemmer af familien Conrau blev døbt.
Kilde: Postkort fra tiden før 2. verdenskrig. Trykt i Breslau.

Familien har boet i Oebisfelde i mange århundreder. Den er registreret i kirkebøgerne så langt tilbage som de findes (se stamtavlen), og det vil sige fra sidst i 1500-tallet. Men da dens stamfader omtales som helt i en gammel legende fra middelalderen, må familien allerede fra dengang have haft en særlig position i byen.

Der findes nemlig i Oebisfelde en gammel, skattefri ejendom ved navn Conrau's gård. Om oprindelsen til den fortælles der følgende historie:

DEN HELTEMODIGE KVÆGTYV OG HANS BELØNNING

I den skrækkelige tid med fejde- og røveruvæsen herskede der i Altmark en ødelæggende pest blandt alle husdyr, især kvæget.

Som så mange andre steder var også i Oebisfelde næsten alle køer og okser døde af sygdommen. Jammer og klage herskede i byen. De velhavende borgere ville gerne have anskaffet erstatning for det mistede kvæg, men der var selv for mange penge ingen køer at få.

Nu havde nabobyen Gardelegen hidtil været forskånet for kvægdøden, og der truttede kohyrden stadig hver morgen i hornet for at drive de smukke køer ud på græsgangene. På det grundlag byggede en Oebisfelde-borger, som ikke kendte til frygt og desuden havde en ræv bag øret, sin plan: Køerne fra Gardelegen skulle i hvert tilfælde komme i oebisfeldernes besiddelse, koste hvad det ville. Med det formål overtalte han Oebisfeldes svinehyrde til at give sig sit horn, hvis tone han vidste havde en skuffende lighed med lyden af Gardelegens kohyrdehorn.

Nu meddelte han Oebisfelde-borgerne sit forehavende. Disse gav med glæde deres tilslutning, ikke alene for atter at komme i besiddelse af køer, men også for at spille Gardelegen-borgerne, som de længe havde levet i bittert fjendskab og fejde med, et dristigt puds.

Efter at Oebisfeldes nye kohyrde med sine medborgere havde aftalt det tidspunkt, hvor de skulle komme ham i møde, begav han sig allerede næste dag kort efter midnat på vej og ankom til Gardelegens markedsplads, netop som den klare sol stod op, og alle gardelegerne endnu lå i den dybeste søvn. Nu griber den forvovne oebisfelder sit horn og begynder at tude i det af alle livsens kræfter, alt hvad remmer og tøj kan holde. Uden at ane ondt og vide, at det endnu ikke er tid at drive køerne ud, springer mænd og kvinder og piger ud af sengene og binder køerne løs fra krybberne, og det pæne hornkvæg løber ved de kendte klange fra tudehornet på sædvanlig måde til markedet.

Smiskende tager oebisfelderen imod de hvide, sorte, røde og brogede køer, og da han ikke ser flere komme, svinger han sin pisk og driver med "Huh!" og "Hyp!" hele hjorden ud af Gardelegen i retning af Oebisfelde. Der er næppe gået en halv time, da den egentlige kohyrde roligt og med langsomme skridt vandrer gennem Gardelegens ensomme gader til markedspladsen, og for anden gang lyder tudehornets klange i de trætte borgeres ører. "Hvad er dog det?", råber alle og ved ikke, hvordan de skal forklare sagen.

Kohyrden står imens forundret på markedet og venter på sine køer, og da disse i dag slet ikke synes at ville vise sig, tager han igen sit horn for munden, og endnu engang hører man det klinge, det kendte "Trut, trut, trut!"

Men i stedet for køerne kommer borgerne løbende og spørger hyrden, hvad der dog er på færde. Nu opstår der på markedet en forfærdelig tumult. Der bliver en skrigen, larmen og jamren, som man sjældent havde hørt det i Gardelegen. Alle ved nu, at køerne er stjålet og styrter ud til byportene for at indhente dem og fange den frække kotyv. Snart har de heldigt fået fat i ham og som med én mund råber de alle: "Den frække kotyv skal dingle!" Snart har gardelegerne lagt ham strikken om halsen for at klynge ham op i den store eg ved vejen; da falder han på knæ for dem og udbeder sig før sin død den gunst at måtte klatre op i egen for nok engang at se sin elskede fædrene by Oebisfelde. Hans bøn bliver opfyldt. Næppe er oebisfelderen klatret op i egens top, før han højt og glad råber "Se koam'n", se koam'n de witte Swoan treckt vöran!" (Råbet er en henvisning til oebisfeldernes byfane med byvåbnet, hvis grundfarve er hvid, og som viser en ugle.)

Og der kommer de allerede, Oebisfelde-borgerne, lige i rette tid, og redder deres medborger fra døden ved hængning. Gardelegerne, som er oebisfelderne langt underlegne i antal, må med ærgrelse se og høre, hvordan kotyven ler ad dem og råber til sine befriere: "Sehn je woll, dat häw'k doch woll got moakt, nu häw'n wäi wä' Köh!" Gardelegerne drog rasende tilbage til byen uden køer. Oebisfelderne skænkede deres medborger, som havde hjulpet dem til køer igen, en fri gård i deres by. Denne skal endnu befinde sig der.

Historien er meddelt af sognepræst Werner Schumann, Oebisfelde, fra "Geschichte der Stadt Oebisfelde nebst Urkundensammlung von Theodor Müller, Bürgermeister, Oebisfelde 1914", side 223, nr. 16, af pastor Pohlmann - Flessau: Sagen der Altmark. Oversat til dansk af undertegnede.

Familien Conrau kom til Danmark med Gustav Adolph Frederik Ludvig Conrau, der kom til at spille en væsentlig rolle i dansk jernbanehistorie.

Tilbage til sidens begyndelse

Send gerne kommentarer til Didier Gautier

© Didier Gautier 1997
Sidst opdateret 09-11-06