Alt det kommer frem i dagens to tekster. Og de er lige velegnede til en præsts tiltrædelsesprædiken og afskedsprædiken!
De holder os nemlig fast på, hvad der er præstens opgave. En vidunderlig og storslået opgave. Men samtidig holdes vi fast på, at præsten aldeles ikke skal tænke for højt om sig selv og sin indsats i den forbindelse. For ingen præst er bedre end den Simon Peter, som kommer så galt af sted og får en ordentlig røffel af Vor Herre Jesus. Der bliver Peter sat på plads, og der bliver præsten sat på plads. Der er ikke noget som helst at prale af!
Og så er der det, som jeg har lært i de snart 25 år, jeg har fået lov til at være præst for jer, kære menighed: Jesu ord er altid helt nye og aktuelle.
Tag nu her i evangeliet, hvor Jesus tilsyneladende indleder at afholde en rundspørge: "Hvad siger folk om Menneskesønnen, om Jesus selv?" Hvor er det aktuelt. Hver dag kan vi høre i radioen eller læse i avisen, at et flertal af præster eller menighedsrådsmedlemmer eller almindelige danskere mener dit og dat om det og det. Og det er da også vigtigt. Men så kommer det helt afgørende: Jesus spørger: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Kan I høre, det afgørende er ikke, hvad et flertal af andre mener, men hvad du selv mener.
Alligevel er det dog ikke bare et spørgsmål om at komme ud med sin egen personlige mening og så lade den gælde. Peter kommer her frem med hele to velmente synspunkter.
Det første får Jesu godkendelse, ja vi fornemmer ligefrem, at Jesus er så dybt bevæget og opmuntret, at han ikke bare nøjes med at sige: "Rigtigt svaret, 3 point!" men: "Salig er du Simon Jonas's søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene." Og så fortsætter Jesus med at sige, at på den trosbekendelse bygger den kristne kirke. Det afgørende er ikke, hvad et flertal af præster eller andre formodet kloge hoveder mener, men hvad Gud mener.
Og Gud vil altså lære os, at Jesus fra Nazareth er Kristus, den levende Guds Søn! Det er forældet, mener mange i dag. For Gud lever jo slet ikke og Jesus var bare en begavet og menneskekærlig psykolog. der kunne snakke med folk og lære dem at behandle hinanden ordentligt. Derfor skal vi udvande eller helt droppe trosbekendelsen og nøjes med at blive gode venner og hjælpe hinanden, så længe vi lever, for der er jo ikke andet end det liv, vi kan se og mærke.
Men det er altså ikke Jesu synspunkt. Og Peter får ros, ja bliver kåret salig, fordi han har fået lov at formulere den sande trosbekendelse.
Det er, trods alle moderne selvglade intellektuelles indvendinger stadig den trosbekendelse, kirken bygger nå. Det er den, der lukker himlen op for os. Den er klippen. Og fordi Simon kom frem med den, fik han navnet Peter, der jo er det græske ord for klippe.
Dagens tekster er fra den gamle aposteldag, hvor man mindes netop Sankt Peter, den salige apostel Peter. Han har altid været populær i kirken, og der er mange, som har navn efter ham: Peter, Pietro, Pjotr, Bitrus, Pierre og hvad det nu hedder på de forskellige sprog. Personlig har jeg altid været glad for Peter og taget ham som forbillede. Han var stor i sin bekendelse, men han var altså også stor i sine fejltagelser. Jesus brugte endda ordet Satan om det, samme Peter sagde i næste øjeblik, da talen faldt på Jesu endeligt: Rejsen til Jerusalem, arrestationen, torturen og døden på korset, fulgt af opstandelsen fra de døde. Peter protesterede i den bedste mening: "Så galt måtte det ikke gå!" Og igen, hvor er det aktuelt. Præsteforeningens blad er fuldt af artikler, som raser over den bibelske tanke, at Jesus døde for vore synder; at han med sin død betalte for al vores ondskab. Så slemme er vi da ikke, at Gud behøver at løskøbe os med sin Søns liv! Men den slags tanker er altså ikke Guds. De er Satans og menneskers.
Det var det, apostlene med Peter i spidsen skulle forkynde for verdens millioner af undertrykte mennesker, for at de ved troen på den levende Guds Søn skulle blive befriet. Og det er altså det, alle vi andre også skal forkynde, både præster og lægfolk. Og gør vi det, kan vi ganske roligt glemme alle de bekymrede forudsigelser om, at hvis ikke folkekirken opgiver den gamle apostolske tro, så kan den ikke overleve. Jesus siger jo rent ud, at den kirke, som tror på den levende Guds Søn og følger i hans spor, så den tager korset op, den vil aldrig gå under. Alle forsøg på at redde livet ved at snakke verden og tidsånden efter munden vil mislykkes. Men den, der følger Jesus og holder fast ved hans kors, redder livet, om han så bliver myrdet som f.eks. Kaj Munk.
Det er ikke så ligetil. Peter havde, som vi hører, stort besvær med det. Men Jesus droppede ham ikke trods samme Peters fornægtelser og andre store fejl. Derfor er der også håb for os.
Som salmedigteren, den fynske biskop Kingo siger det i en af sine salmer til tiden op imod langfredag: "Store helgen også haver Adams kød og klæder på." Hvor er det en trøst for os andre, der ikke ligefrem tør regne os til de store helgen! For ganske vist faldt Peter helt ned i afgrunden, da han svigtede. Men han blev efter Jesu opstandelse taget ind i Jesu tilgivende kærlighed og genindsat i sit apostelembede. Så stærk og så stor er den levende Guds Søn. Så altovervindende er hans kærlighed. På den skal vi altså bygge kirken, eller rettere lade ham bygge den. Vi er kun de sten, han sætter sammen til sin kirkebygning. Det skal være mit ønske og min bøn, at den bygning stadig må være at finde her i Landet og Bjerreby sogn, på trods af uduelighed og modstand, fordi Jesus selv vil bygge og vedligeholde den. Bygge den på ordet om den levende Guds Søns død og opstandelse, fyldt med livets glæde.
Amen.
Tilbage til forsiden.Lagt på nettet den 29-08-04.