Joseph Gautier

En ungarsk cirkusdirektør, hans historie og hans familie

Et af de navne, der oftest blev fremhævet på plakater og i anmeldelser af de cirkusforestillinger, som blev givet af Jean Baptiste Gautier i den første fjerdedel af det 19. århundrede, er Joseph Gautier. Han havde trofast passet sit arbejde som linedanser, akrobat og rytter i sin fars selskab, hvor han i mange år var den artistiske hovedkraft. Men efter faderens død i sommeren 1822 dukkede Joseph snart op hos det franske selskab Tourniaire, som på den tid ligeledes spillede i Donaumonarkiets hovedstæder.

Han var meget alsidig og gjorde sig i de yngre år navnlig kendt som fremragende linedanser. Et af hans numre var den store ascension, nemlig opstigning på skrå line, i reglen udstyret med en trillebør. Linen kunne være opspændt indendørs eller udendørs. Det var et yndet nummer i første del af det 19. årh., og Joseph synes at have været blandt de første, som optrådte i denne disciplin.

Joseph forblev nogen tid hos Tourniaire, ligeledes af fransk afstamning og et af de store cirkusnavne i det 19. årh. Han optrådte således i deres forestillinger i Breslau i 1823. Han var siden engageret hos direktørerne Johann Hinné (far til cirkuskongen Charles Hinné) og Johann Porté, inden han begyndte for sig selv.

Joseph var den mellemste af cirkusgrundlæggerens tre sønner og endte med at slå sig ned i det østrig-ungarske dobbeltmonarki, hvor han fra omkring 1830 rejste som selvstændig direktør, navnlig i det ungarske område, som dengang omfattede meget mere end det nuværende Ungarn. Han betegnede sig gerne som borger i byerne Esseg og Nagy-Károly. De ligger i dag henholdsvis i Kroatien (Ossijek) og Rumænien.


TIL TOPPEN

© Didier Gautier 1997.
Sidst opdateret 25-09-00.