Danske Cirkusselskaber før og nu

I dagens Danmark har vi som bekendt tre store cirkusselskaber, som hvert år glæder cirkusvenner landet over med deres forestillinger: Arena, Benneweis og Dannebrog. Hertil kommer flere mindre cirkusselskaber som Arli, Baldoni, Charlie og Krone. (Sidstnævnte må ikke forveksles med den store tyske Cirkus af samme navn!)

I menuen er der links til hjemmesiderne for de forskellige cirkus.

Som bosat i Sønderborg er det interessant at kunne omtale de to unge tryllekunstnere Jan Hellesøe og Anders Hansen. De har duoen Star Magic. Den har naturligvis egen hjemmeside. Se link!

Men der har været mange flere cirkus, som mange lidt ældre husker med glæde fra barndommen. Her skal tales om nogle af dem:

Cirkus Miehe havde i mange år sit vinterhovedkvarter i Thy, ikke langt fra, hvor jeg selv boede som dreng og ung. Der opstod en nær forbindelse mellem mine forældre og direktionen i Cirkus Miehe, dels fordi min far som politimester skulle give tilladelse til cirkusoptræden, dels fordi den gamle direktør Heinrich Kolzer i sit første ægteskab var gift med Louise C. Gautier fra cirkusfamilien Gautier, altså min familie. Louise døde allerede i 1918, kun 47 år gammel. Siden kom Heinrich Kolzer til Cirkus Miehe, hvor han blev direktør og gift med den gamle, kendte direktørfrue Dora Miehe, som var enke efter to ægteskaber.

Cirkus Brødrene Schmidt var også velkendt i gamle dage. De tre brødre hed Arnold, Louis og Frederik Schmidt. De stammede oven i købet fra cirkusfamilien Gautier! En af brødrene, nemlig Louis, oprettede i 1937 sit eget selskab, der kom til at hedde Cirkus Louis. Efter hans død fortsatte datteren foretagendet under eget navn, Cirkus Vivi.

Og så var der jo også Cirkus Moreno og Cirkus Cirkus Belli, som vi også savner i dag.

Der kan læses meget spændende historisk materiale og ses fine billeder i vor store danske cirkushistoriker Anders Enevigs herlige værk Cirkus i Danmark i 3 bind fra 1982.


TIL TOPPEN

© Didier Gautier 2007
Sidst opdateret 04-05-2009